Forandringsledelse
Én af de få, helt sikre ting i nutidens arbejdsliv er forandring. Forandringsledelse er at lede medarbejderne i forandringsprocessen, så resultatet bliver en styrket og endnu mere forandringsparat organisation.
Al ledelse er forandringsledelse
Al ledelse er dermed i princippet forandringsledelse. Organisationer af alle slags er i dag nødsaget til at tilpasse sig forandringerne i omverdenen, justere interne målsætninger og hele tiden forny sig selv i en stadig hurtigere og hurtigere proces.
Forandring i sig selv er måske ikke målet, men at gøre løbende forandringer i en organisation til noget nært, vedkommende og sædvanligt for alle i organisationen, er en proces, som en god leder med succes kan indarbejde, træne og styre. Det betyder, at arbejds- og organisationsforandring bliver noget, som alle i organisationen bliver vant til at håndtere og at forandringsprocessen blot er en proces, som alle andre.
Gør forandringsledelse til en vane
Forandringsledelse kræver tilvænning, og i sagens natur er forandringer noget, der normalt også kræver af de enkelte medarbejdere i organisationen, at de kommer uden for deres normale komfortzone. Nogle elsker forandringer, andre vil helst have tingene, hvor de plejer at være, alle kan dog lære at håndtere forandringer på en god og positiv måde.
Det er her ledelsen træder i karakter, og forandringsledelse er i dag en disciplin, som enhver leder bør kunne varetage og udføre aktivt i praksis, fordi forandringsledelse er essensen af ledelse.
Forandringsledelse skaber forbedringskultur
Nogle taler om at skabe en forbedringskultur i organisationen, det vil sige at indarbejde en kultur i virksomheden, der gør forandringer i hverdagen til en vane. Og den gode leder er i den grad både inspirator, katalysator og guide i denne proces.
Forandringsledelse er et bredt begreb, som lederen og virksomheden selv må tillægge de værdier, organisationen handler om – og lære at håndtere disse værdier gennem forandringsprocessen. Netop fordi forandringsledelse er en vedvarende proces, indgår andre, måske mere håndgribelige termer i håndteringen af værdisættet.
Forandringsledelse og motivation
Selvledelse er et væsentligt element heri. Den føromtalte forbedringskultur kan kun integreres, hvis alle medarbejdere selv tager ansvar og påtager sig udførerens rolle. Forandringsledelse er altså ikke noget, der sker, men noget jeg får til at ske – gældende for såvel lederen, som for den enkelte medarbejder.
Forandringsledelse stiller til stadighed større krav til den enkeltes motivation, og kunsten er at skabe muligheder ud af nødvendighed og selvledelse ud af de krav, der møder organisationen. Den gode leder forstår derfor disse udfordringer og de nye færdigheder, der kræves af medarbejderne på alle planer, både fysisk og mentalt.
Forandringsorganismen
Organisationen bliver mere og mere en levende totalorganisme, og mere end bare en samling mennesker, der handler mod et fastsat mål, fordi målet og præmisserne flytter sig hele tiden. Medarbejdernes ledelse af sig selv, det at de selv tager initiativ, selv planlægger og selv gør de nødvendige ting – er efterhånden den afgørende faktor, når vi taler om forandringsledelse.
Behovet for forandring, og dermed en ledelsesindsats, kan godt erkendes på et overordnet plan. Skal denne erkendelse imidlertid udmøntes i en effektiv forbedringskultur i virksomheden, skal der handling til fra bund til top – og en ny vinkel udefra, kan give organisationen det overblik, den retning og de værktøjer, virksomheden behøver i forandringsledelse.













